KVALT
Da en teenagepige bliver fundet dræbt i København, sætter My Ravn og Bolette Glente alt ind på at finde gerningsmanden.
”Hvad mener du med 15 eller 16 år?” spørger My, uden at tage øjnene fra pigen.
”Hun har fødselsdag i dag, så det afhænger af, hvornår præcis hun døde,” svarer Jens.
Det er morgen lige om lidt. Nogen vil snart stå op og gøre klar til fødselsdagsfejring. My ser det for sig. Trippen og tyssen foran værelsesdøren, håndtaget, der langsomt bliver trykket ned, glad viften med flag, og så: I dag er det Sasjas fødselsdag, hurra hurra hurra.
Om bogen
Teenagepigen Sasja Toft bliver fundet dræbt i en københavnsk baggård, og den egenrådige og impulsive efterforsker My Ravn sætter alt ind på at finde gerningsmanden. Det er ikke nogen let opgave, for det står hurtigt klart for My, at Sasja levede et liv fuld af giftige hemmeligheder.
Da My køres ud på et sidespor i efterforskningen og teames op med den ambitiøse men uerfarne Bolette Glente, er hun mildt sagt ikke tilfreds. Men efterhånden som Sasjas fortid bliver afdækket, får My andet at rette sin vrede og frustration imod.
I mit tidligere arbejde på Institut for Menneskerettigheder har jeg bl.a. undersøgt, hvordan det er at sidde varetægtsfængslet og fængslet i Danmark, og ikke mindst har jeg arbejdet meget med at undersøge og forbedre forholdene for de indsattes børn. Det er vigtigt for mig at understrege at jeg i den forbindelse har snakket med og interviewet rigtig mange fængselsbetjente og andre fængselsansatte, som har været både kompetente og flinke mennesker. Ikke desto mindre ved jeg, at børn af indsatte ikke altid bliver mødt på den måde, de burde, i danske fængsler og arresthuse. Mange af de ting, der sker i denne fortælling, udspringer således af oplevelser, virkelighedens børn af indsatte har delt med mig. Noget af det virker så langt ude, at man måske tænker, at det ikke er realistisk. Til det kan jeg kun sige, at virkeligheden som bekendt indimellem overgår fantasien.
Kvalt er et uhyggeligt portræt af et barn, der bliver svigtet, og en historie om, hvordan menneskers desperate higen efter at blive set og elsket kan få fatale konsekvenser.
Kvalt er første bind i serien om det umage efterforsknings-makkerpar My Ravn og Bolette Glente.
Lektørudtalelse
Det siger andre om bogen